Jomfruhøj

dachs@mail.dk


Om os

Vi er en familie på 4 bosat i det skønne Sønderup Ådal i Himmerlands hjerte. Vores ejendom er "døbt" Jomfruhøj - deraf navnet på denne side. Da hele familien er naturmennesker, bruger vi mange timer på alverdens ude aktiviteter, herunder jagt, fiskeri, pleje af naturen og gåture i de himmerlandske bakker. Vores ejendom drives ikke længere som traditionelt landbrug, da hovedparten af ejendommen er skov, krat og enge. I starten af 60'erne overgik vores område til fredet areal sammen med resten af Ådalen, og siden er den naturlige forekomst af eg, bøg, enebær samt div. andre arter af buske og træer blevet fremtrædende elementer i den omgivende natur. At man i samme forbindelse med fredningen nedlagde den daværende landbrugsdrift er dette naturligvis medvirkende til at vores område ser ud som det gør i dag. På ejendommen har der ikke været brugt hverken kunstgødning eller sprøjtemidler, og vi forsøger derfor at bibeholde jorden så "ren" som overhovedet mulig. Vi har i ca. 6 måneder kødkvæg gående for at holde uønsket vækst nede, hvilket sammen med motorsav og andre mekaniske redskaber, gør at det er en overkommelig opgave.

Hunde har altid været et element i vores familie, da jagten fylder meget, og vi voksne er hver især nærmest opflasket med disse fantastiske 4 benede venner. Der bor her i huset 4 hunde hvoraf de 3 er ruhårede gravhunde samt 1 Breton. Disse 4 hunde dækker det behov for jagtlig udfoldelse vi har. Bretonen bruges til apportering samt fugle- og markjagt, og gravhundene har fået monopol på drev- og gravjagt, samt eftersøgning. 

Gravhunden er for os ikke ukendt da vi tidligere havde en rød han som kun blev brugt til gravjagt. Han var en rimelig udsmider og døde i januar ´05 efter 14 dejlige år. Som afløser havde vi fået Afrodite, og en helt ny verden var pludselig åbnet. Pga. nysgerrighed vedr. Afrodites aner på fædrene side tog vi kontakt til Kennel A´tempo og dette var så starten på et medlemskab af Dansk Gravhundeklub, grav-, drev-, sporprøver og udstilling. Alt dette var ting vi ikke umiddelbart havde forestillet os at vi skulle involvere os så meget i. 

I dag er vi "fanget" af disse aktiviteter med vores hunde og vil nødigt undvære alle disse mange gode timer sammen med dem og andre ligesindede rundt omkring i landet. Vi har lært utroligt meget om disse herlige dyr ved netop at være sammen med andre fra gravhundeklubben, og derved har vi selv fået en bedre indsigt i arbejdet med vores hunde. Vi skylder de personer en masse, og ville ikke være kommet så langt i dag hvis ikke det havde været for deres hjælpsomhed og interesse for hundene. Jeg kunne skrive en lang liste med navne, men hvis de læser dette ved de naturligvis godt at takken er rettet mod dem, så det vil jeg lade det blive ved.


Lisette & Claus Kirstein - Dalumvej 35 - 9541 Suldrup - 98 37 80 60